facebook-ikon​  youtube-ikon  instagram-ikon

facebook-ikon​  youtube-ikon  instagram-ikon

Årstidens ​gode råd - efterår

Tid til haven

Havetips uge 44

​Af: Marianne Bachmann Andersen

Brug de vintergrønne planter kreativt

Snart skal adventskransen bindes, dekorationer til døren hænges op og årstidens blomster kan sagtens styles med kviste fra haven. Til en krans former du nemt en krans af lidt ståltråd eller vrider grenene fra en hængebirk og former den til en cirkel. De vintergrønne planter er skønne at arbejde med, og når du blot undlader at klippe hele planten af, så skader det ikke, at du høster lidt skud fra planterne.

På billedet er der klip af planter fra følgende vintergrønne haveplanter:

  • ​​Tuja
  • ​Cypres
  • Buksbom
  • Laurbærkirsebær
  • Blød ene
  • ​Krybende benved
  • ​Myrtegedeblad​

Du finder disse og mange flere vintergrønne planter, når du besøger dit havecenter.​

Godt at plante lige nu

​I planteskolernes marker har de travlt med at tage planter op. De kører henover de mange lange rækker af planter og løfter dem forsigtigt op, så de kan blive sorteret og bundtet for at blive klar til salg. Når planter til hæk sorteres, så er det både højden og drøjden, som planterne sorteres efter. Andre planter sorteres efter, hvor mange grene de danner fra basis, og netop denne sortering er med til at gøre det endelige resultat godt. De danske producenter har et mangeårigt samarbejde om at sortere efter specifikke normer, og de er kendte for deres gode kvalitet i hele Europa.

Flyttedag

I efteråret er det godt at flytte planter fra planteskolernes marker og hjem i din have. Lige nu kan du med fordel få gennemført de projekter, som du har planlagt. En ny hæk, flere frugttræer eller frugtbuske, et nyt rosenbed eller bunddække under træer, så der ikke vokser ukrudt. Da planterne er i hvile, sker der ikke noget ved at grave dem op og flytte dem videre.

Havetid hele året

Da man tilbage i 1960’erne begyndte at dyrke planter i potter, forlængede man den periode, hvor man kan plante. Den fleksibilitet er vi rigtig glade for. Har du akut behov for at plante et træ eller en rose, så kan du stort set gøre det hele året rundt. Det er så kun de barrodede planter, som ikke kan graves op midt på sommeren og så klare en omplantning. De kan så til gengæld plantes her fra oktober og frem til foråret, hvor planterne ligge klar på kølerum, så de ikke springer ud.

Når vi så alligevel taler om, at efteråret er en god årstid at plante på, så er det fordi plantningen på nuværende årstid giver tid for planterne til at komme på plads og i ro og mag danne nye rødder. Plantning i efteråret giver også dig som haveejer bedre tid til at nå de mange andre gøremål, når foråret melder sin ankomst. Du kommer på en måde lidt foran – og det er jo en rigtig god følelse.

Derfor skal du plante vintergrønne

Sommertiden er slut, og vi er tilbage på vores normale dagstid. Lyse morgener og meget mørke eftermiddage, og det er slet ikke slut endnu. Først d. 21. december er det solhverv, og på det tidspunkt er dagen aftaget med 10 timer og 28 min, og til orientering så mangler vi stadig to timer…

Heldigvis byder årstiden også på vinterklare dage, som trods deres korte længde, stadig er smukke. Vi kan forhåbentlig se frem til mange frostklare morgener med rimfrost og måske sne?

I øjeblikket er jordtemperaturen forholdsvis høj. Mange steder er den over 10 grader, og det er stadig så varmt, at der er rodaktivitet i græsplænen og de mange blomsterløg, som mange har sat i haven begynder at vågne og sætte rod. Du kan måske også opleve, at nogle løgplanter allerede er begyndt at bryde og vokse?

Bladene løsner sig på de løvfældende træer og buske, stauderne skifter farve og haven skifter for alvor karakter. Nu bliver der plads til de bladstedsegrønne og de nålebærende planter, der ikke længere skal konkurrere med smukke løvfarver og blomster. Nogle havedesignere taler om, at de vintergrønne planter danner havens skelet. Om det så betyder, at haver uden vintergrønne planter falder sammen, er måske så meget sagt, men de vintergrønne planter gør altså en forskel for havens udtryk de næste 5 måneder.

Når fugle og insekter skal bo i vores haver vinteren over, så har de brug for ly og læ. Når iskolde vintervinde stryger henover haven, så kan småfuglene søge ly i et fyrretræ, en tuja, cypres eller laurbærkirsebær. Takshækken er tæt og holder du mere af buksbom eller kristtorn, så plant i stedet for dem.

FACEBOOK statements eller små hurtige beskeder​

# Skal du forny hele eller dele af din have? Lige nu er det et godt tidspunkt at lægge planer, for når bladene først er faldet af, kan det være svært at se, hvor der mangler noget

# Græsset gror, og det gror ofte ind over bedet eller ud på stien. Brug lidt kræfter i oktobersolen på at få kantet plænen – det bliver så fint bagefter

# Skal køkkenhaven efterårsgraves? Har du meget tung lerjord kan det være en fordel. Dog viser det sig, at jordens mikroorganismer helst vil være i fred og ro. Alternativet for at grave haven er, at du fjerner ukrudt og de færdige afgrøder, for derefter at dække jorden med nedfaldne blade og kompost

# Tjek æbleforrådet hver uge. Der kan udvikles råd og det smitter hurtigt

# Nedfaldsfrugt kan med fordel blive liggende til sommerfugle, der tanker op inden de flyver syd på. Fugle har også stor glæde af æblerne. Har du problemer med råd (Monilia) i din frugt, så saml frugterne op, for svampen overvintrer og smitter næste års frugter

# Dyrker du persille? Snart slutter året for både den bredbladede og krusbladede persille. Høst, rens og frys persillen ned til senere brug

# Staudebedene begynder at se trætte og visne ud. Undlad at fjerne de toppe, som har dannet frøkapsler. Det er værdifuld næring til vinterens fugle

# Efterårets æblesorter er ved at være klar til høst. Vent dog med at høste frugterne til de selv slipper, når du løfter op og drejer frugten. Slipper den ikke, er det fordi den endnu ikke er klar

# Benyt dig af, at det lige nu er perfekt at plante i haven. Få indløst dit gavekort og få plantet træer, der opfanger CO2 – plant et nyt rosenbed, stedsegrønne planter til vinteren eller løvfældende buske og træer med flotte efterårsfarver

# Er du også blevet vild med græsser i haven? Tjek de mange forskellige sorter af prydgræs ud i dit havecenter – lige nu er der mange med flotte blomsteraks

Har du spørgsmål eller
​ønsker du at høre nærmere?

Find vores kontaktoplysninger herunder.

Asmild Plantecenter 

Randersvej 76, Overlund, 8800 Viborg

Klik her for rutevejledning

CVR: 4418 0480

Kontakt os

Telefon: 86 67 24 00

E-mail: asmildplantecenter@mail.dk

Mobilepay: 168761

Åbningstider

Mandag - fredag: 08.00 - 17.30

Lørdag: 08.00 - 16.00

Søndag og helligdage: 08.00 - 16.00